Hvad er WordPress?

Hvad er WordPress?

Teknologi

Står du og skal have en ny hjemmeside? Og er det svært at finde hoved og hale i de forskellige CMS'er du kan vælge? Har du hørt om WordPress, men ved ikke helt hvad det er? Så læs med her! Når du er færdig med at læse dette blogindlæg, har du forhåbentligt fået en større forståelse for hvad WordPress er, og hvad det kan tilbyde dig.

Kom i gang med WordPress

WordPress er et meget populært CMS, da det er nemt, brugervenligt og har et hav af forskellige plugins (tilføjelser). Det er perfekt til dig som gerne vil have et brugervenligt CMS, hvor du nemt kan styre og redigere i dine sider og dit indhold. Med en WordPress side kræver det oftest ikke en webudvikler, og det er gratis at installere.

Nu sidder du sikkert og tænker hvad er et CMS? Det vil vi forklare dig mere om længere nede i teksten.

WordPress' logo
WordPress' logo

En hjemmeside der er udviklet i WordPress, er for det meste lavet i et responsivt design. Dette betyder at, din hjemmeside er mobilvenlig, og at den er tilpasset til alle skærmstørrelser. Google lægger stor vægt på dette, når det kommer til din SEO. Derudover understøtter WordPress mange forskellige medietyper, som f.eks. billeder, lyd, video og dokumenter.

WordPress er et open source-system, hvilket betyder at selve WordPress' kildekode er med i hver installation. Derudover kan alle der kan kode, bidrage med nye temaer eller plugins. Templates er temaer der allerede er designet, hvor du nemt kan redesigne hjemmesiden, og gøre den til din egen (du kan dog risikere, at der er andre virksomheders hjemmesider der minder om din). Du kan installere og opsætte nyttige plugins, som sørger for at din hjemmeside kan alt det, som din virksomhed har behov for.

Hvad er et CMS (content management system)?

Et CMS er et stykke software, der hjælper dig med at styre digitalt indhold. Et CMS giver dig mulighed for at oprette indhold på en hjemmeside, redigere og håndtere den, uden du behøver at have særlig meget viden om kodning.

Der findes mange andre CMS'er udover WordPress, dog er 36% af alle hjemmesider lavet i WordPress. Fordi mange benytter WordPress betyder det at systemet konstant er i udvikling, har et stort fællesskab og et hav af plugins og temaer. Af andre CMS'er findes der b.la. Umbraco.

Hvilke slags hjemmesider kan du lave i WordPress?

Du har mulighed for at lave lige præcis den hjemmeside du har lyst til og brug for. Men her er et lille udsnit af det WordPress kan tilbyde dig:

  • Blogs
  • E-handelsbutikker
  • Sociale netværk
  • Online visitkort
  • ….og meget mere

Kan alle virksomheder bruge WordPress?

Oprindeligt var WordPress for folk, der havde brug for at lave en blog. Med tiden er WordPress vokset sig virkelig stort, og henvender sig ikke kun til blogs mere. Hvis man har en lille virksomhed, som ikke har brug for særlige funktioner, er WordPress perfekt. Til gengæld hvis du har en stor virksomhed, der har brug for specifikke funktioner, er WordPress nok ikke noget for dig.

Som nævnt tidligere har WordPress et hav af plugins, mere præcist 55.000 plugins. Plugins kan f.eks. være en kalender, optimering af SEO eller Google Analytic. De fleste plugins er gratis, så du behøver ikke at punge ud hver gang du skal have et nyt plugin. Hvis du har en lille virksomhed som sælger produkter, har du mulighed for at installere WooCommerce. Det er et WordPress plugin som gør, at du kan sælge dine produkter online.

Læs mere om WooCommerce her.

Hvorfor skal du vælge WordPress?

Der er mange gode grunde til at vælge WordPress som system, b.la. er WordPress det mest populære CMS der findes. Derudover har vi valgt at udvælge de 7 bedste grunde:

1. Brugervenlig

WordPress er et brugervenligt system, der er let at håndtere selv hvis man ikke har erfaring med at kode. Oftest vil sideadministratorer og indholdsredaktører kunne styre, og oprette indhold ved hjælp af drag-and-drop (træk og slip).

2. Responsivt design

Som udgangspunkt er alle offentligt udgivede WordPress temaer responsive, det betyder at hjemmesiden er tilpasset alle skærmstørrelser, fra mobil til computer.

3. Plugins

Der er rigtig mange forskellige plugins, så du har stor mulighed for at finde nogle der møder alle din virksomheds behov. Et plugin kan f.eks. være et galleri eller et betalingssystem.

4. Hjælp

En af de gode ting ved WordPress er at det er så udbredt et CMS, at der er rigtig meget hjælp og information at hente. Der er et stort fællesskab, og skulle du støde på et problem, er chancen stor for at andre allerede har fundet løsningen.

5. Konstant i udvikling

WordPress er i konstant udvikling, og det gør at systemet bliver bedre og bedre, får flere funktioner og bliver mere sikkert.

6. Billigt

WordPress er billig, og du kan stort set få en gratis hjemmeside, hvis du ikke er kræsen i forhold til funktionaliteter og udseende.

7. Nemt at komme i gang med

Det er nemt at komme i gang med WordPress, da det ikke kræver at du kan finde ud af at kode overhovedet.

Er der nogle ulemper ved at bruge WordPress?

Der vil altid være nogle ulemper, uanset hvilken CMS-løsning du vælger. Det er derfor vigtigt at du er bevidst om hvilke ulemper der er ved WordPress, inden du vælger den som dit CMS. Nogle af de ulemper der er ved WordPress, er følgende:

1. Lavere sikkerhed

En af WordPress' største ulemper er sikkerheden. WordPress sider bliver oftere hacket, end hjemmesider der er udviklet i andre CMS'er. Grunden til dette er at WordPress er så populært. Du kan også risikere at installere et plugin der indeholder ondsindet kode, uden du nødvendigvis ved det.

2. Mindre stabilitet

WordPress plugins er lavet af mange forskellige mennesker, derfor kan de plugins du vælger at installere, forstyrre/interferere med hinanden, så der opstår fejl. Plugins kan også være med til at gøre din hjemmeside langsommere.

3. Mindre unik

En WordPress hjemmeside er mindre unik, da der højst sandsynligt er andre der har valgt det samme WordPress tema som dig.

4. Kan være svært at specialtilpasse

Med en side eller et tema i WordPress kan det være sværere at tilpasse, så det lever op til det du ønsker, hvis dit krav ligger udenfor hvad du kan finde blandt systemets plugins. Specialtilpasning kræver også at du kan kode HTML, CSS, Javascript og PHP, eller bruger en webudvikler.

5. Er ikke nem at opdele efter forskellige funktioner

I WordPress er alle dele samlet i en folder (backend, frontend osv.). Hvis dit krav er at samme indhold skal kunne bruges på tværs af systemer, f.eks. mobil, website og Windows-app, skal der en udvikler på banen, og en del kode-arbejde skal udføres.

6. Kan også være dyrt

Selvom WordPress i sig selv er gratis, kan regningen hurtigt løbe op, da WordPress er bygget op omkring plugins for at tilføje ekstra funktionaliteter. Det er disse plugins der oftest er det der koster.

7. Mange opdateringer og konstant vedligeholdelse

WordPress udruller ofte opdateringer for at tilføje funktioner og lukke sikkerhedhedshuller. Hvis ikke dine plugins og dit tema understøtter den nye version, kan du risikere at din hjemmeside går ned.

WordPress.org vs. WordPress.com hvad er forskellen på dem?

Et skærmklip fra WordPress.com
Et skærmklip fra WordPress.com

Når du har truffet beslutningen om at du vil have en WordPress hjemmeside, skal du tage stilling til om du ønsker at oprette din hjemmeside i WordPress.org eller WordPress.com. Forskellen ligger i hvem der hoster (hvor ligger hjemmesiden) sitet. Vælger du WordPress.com er det hos dem, at sitet ligger. Vælger du derimod WordPress.org, har du selv ansvaret og friheden til at vælge hvor din hjemmeside ligger.

Hvis du vælger at bruge WordPress.com skal du være opmærksom på at der er nogle begrænsninger, som du ikke vil have hvis du vælger WordPress.org. Nogle af de begrænsninger der er ved WordPress.com er b.la.:

  • Du har ikke mulighed for at bruge nogle af de 55.000 plugins der findes
  • Du har ikke mulighed for at ændre din linkstruktur
  • Du har ikke mulighed for at have annoncer på din hjemmeside, da det er imod deres regler
  • Du kan kun bruge de temaer WordPress.com stiller til rådighed, og du har derfor ikke mulighed for at købe et tema
  • Der bliver vist annoncer på din hjemmeside (som du ikke selv kan styre) medmindre du betaler et mindre beløb
  • Hvis du vælger at bruger WordPress.com ejer de din hjemmeside, da den ligger på deres server
  • I din footer vil der altid være et link til WordPress

Hvis du vælger WordPress.org i stedet for WordPress.com, har du ingen af de ovenstående begrænsninger. Du har mulighed for at installere alle de plugins du vil, og du ejer selv din hjemmeside. Du skal til gengæld finde en hostingudbyder, hvor din hjemmeside kan ligge på deres server.

Er du klar til at få en ny WordPress hjemmeside?

Hvis du har brug for hjælp til at få en WordPress hjemmeside, er du velkommen til at kontakte os. Vores professionelle webudvikler står klar til at hjælpe dig med din nye side. Hos os får du en grundig oplæring i at tilgå din WordPress hjemmesides backend (administration). Dette er stedet hvor du kan redigere sider samt indhold. Du vil også få vejledning og sparring om plugins, temaer og tilrettelser i forhold til din virksomheds behov.

For os er det vigtigt at du efter endt proces, kan arbejde selvstændigt og trygt med din nye hjemmeside. Hvis du har brug for support, er vi der altid for dig. Vores priser for en ny WordPress hjemmeside starter fra 5.000 kr. Ex. Moms.

Kontakt os i dag for at komme i gang med din nye WordPress hjemmeside.

Kontakt os i dag!

Ønsker du et uforpligtende tilbud? Skriv din mail herunder, så kontakter vi dig inden for 24 timer.

Anika peger ind mod kontaktformularen. Hun står klar til at hjælpe dig, så send din e-mail allerede nu.